Louise Juhl

Jeg tænker på den mur af luftmolekyler, jeg altid skulle tælle mig igennem, når jeg gik, en, to, tre… tohundredeogniogtres, altsammen for at nå frem til noget, der viste sig ikke at være, hvad det gav sig ud for, og så måtte jeg igang igen, tælle, en, to, tre, og gange, dividere, regne ud, hvad der virkelig gemte sig bag virkeligheden, mor for eksempel, der fyldte køleskabet med æg og ost og mælk, “forråd”, sagde hun med et smil, “mennesket lever ikke af brød alene”, selv tog hun et stykke knækbrød og halverede det, og halverede det igen og spiste en af de kvarte og en til og en til, den sidste kvarte halverede hun og efterlod på tallerkenen, “man skal huske at gemme til dårlige tider”.
Da jeg blev syg, gjorde jeg det samme, gemte mad til dårlige tider, udskød sulten, en time, en time, en time, indtil det blev så sent og jeg så sulten, at jeg hverken orkede at spise eller sove, så sad jeg lysvågen med en sult i øjnene på samme størrelse som hullet i maven, og tænkte på mor foran køleskabet, hvordan hun fyldte op igen og igen og igen, æg, ost, mælk, og levnede et hjørne af knækbrødet på tallerkenen.
Når jeg faldt i søvn, drømte jeg, at jeg kravlede ind i køleskabet og åd alt det, mor havde gemt til dårlige tider.