Louise Juhl

Jeg ser på dyr, det varer en time, vi har betalt for det. Min mor er glad for zoologisk have, de mange grønne arealer, lydene og alle lugtene. Jeg kan også lide det, der er bare lige det, at elefanten løfter den ene fod og så den anden og den første igen. Det minder mig om, at fare vild. Så tæller jeg fingrene, først fra tommel mod lillefinger og så den anden vej, for at være sikker på, at der ér fem fingre, så lægger jeg de fem fra den ene hånd sammen med de fem fra den anden hånd, ti fingre. Det er mange at holde styr på, elefanten har trods alt kun fire fødder, men den kan ikke løfte dem alle på een gang, sådan som jeg kan med mine hænder. Alt det, der løfter sig og alt det, der ikke løfter sig, pludselig kan jeg ikke huske, hvorfor mine hænder vinker.
Jeg har prøvet at fortælle mor om det. Om hænderne, der vinker og elefanten, der farer vild. Hun siger, at vi nok skal finde ud af det, altsammen. At jeg bare skal tænke på det, som om jeg træder vande – men uden noget vand at træde i.

Det gør det ligesom ikke nemmere.
Derfor går jeg hen til dværgflodhesten, den er sjov, den roterer med halen, når den skider. Så fordeler al lortet sig, det synes jeg er smart, den farer garanteret ikke vild, tænker jeg.