Louise Juhl

Det er mig, der er under glasset, det er fluen, der er udenfor. Og fluen ser ind på mig, og fluens øjne er meget, meget store, og jeg er meget, meget lille, og jeg kan ikke flyve, selvom jeg har vinger.

Mor kommer ind og siger, at der ikke er noget at være bange for:
“Der er ikke nogen flue, og du har ikke vinger, og nu skal du sove”, siger mor og pakker dynen rundt om mig.
Mor bliver en flue, og jeg bliver bange, for dynen er af glas, og mor kysser mig godnat, og hendes læber laver mærker på glasset, store fedtede læber, og jeg ikke kan se ud, jeg råber, at jeg er bange, at jeg ikke kan se andet end læber, at mine vinger er af glas, men glasset kvæler lyden, og der er ingen, der hører mig, kun mors fedtede og tavse kys, der klæber til glasset.