Louise Juhl

jeg husker kun en enkelt våd drøm, overhovedet, skal til eksamen, har forberedt mig, kan alt, pensum og mere til, jeg møder op, der sidder to herrer, ja herrer er det rigtige ord at bruge her, jeg kender ikke nogen af dem, de ser på mig, jeg ved, at jeg er en lolitadukke med bryster og en revne mellem mine ben, en himmel af uskyldighed, og jeg ved, at ved at åbne munden og vise mit vid, aflire et pensum, vil jeg vinde i respekt og miste det samme i begær, hvis jeg åbner munden, vil lolita blive en stor pige, men lolita skal ikke være stor, lolita skal ikke være voksen, lolita skal være dum, et stort og åbent hul af dumhed,
jeg trækker spørgsmålet, det er indlysende, hvad jeg skal svare, jeg ved det, formler og parabler, alt ved jeg, alt det, der vil reducere deres liderlighed til empiriske data og logiske sammenhænge,
men jeg siger ingenting, jeg står fuldkommen tavs, blank og tom, de spørger ikke, de sidder bare med svulmende gylp og begærer min tomhed, deres sultne øjne æder min vagina, slikker mine bryster, herrerne bevæger sig ikke, jeg bevæger mig ikke, der sker lige præcis ikke en skid, jeg er et gabende hul, der aldrig vil miste sin uskyld, fordi et hul ikke har noget at miste, et hul er et hul er et hul,
jeg går ud af lokalet, de to herrer kommer ud: “Du er et nul”, smiler de, du er dumpet,

og jeg vågner, våd og liderlig over sådan at være et hul, fuldkommen blottet for indhold,

you see?