Louise Juhl

Nogen gange savner jeg noget at knuge, i går så jeg for eksempel en godt 30-årige kvinde stige af bus 123 ved Arkitektskolen, med en sagsmappe i venstre hånd og en langøret tøjkanin i den højre, og jeg kiggede muligvis lidt for længe, eller måske lignede jeg bare en, der trængte, i hvert fald løftede hun sin arm og lod kaninen vinke til mig: “Hej, hej”.
Og så var det, at jeg savnede noget at knuge, noget at vinke tilbage med:
Hej.