Louise Juhl

Kære Jakob,

Jeg får dårlig samvittighed, når du vågner og ser på mig, som om jeg havde lovet dig, at i går var for sidste gang,
eller når du stiller dig foran spejlet og gnider uvilje i dine øjne øjne
(jeg laver sjov med, at ville datere dine drømme, du svarer mig, at de egentlig aldrig begynder. Men de slutter, jakob, de slutter og slutter og slutter).

“Godmorgen?”, spørger du mig,
så tilpas flabet, at du kunne være en kliché.

Engang tog du mig med til en skole og pegede på tavler, pissoirs, døde gardiner. “Se!”, sagde du, som om det, du viste, i sig selv var en forklaring på noget?
Og jeg så noget, jeg kunne huske, men ikke genkende (som remser, man lærer sig udenad, uden nogensinde at forstå).

Hver eneste dag, Jakob, vil jeg forlade dig, fordi du har en fortid, der begrunder dine valg, heriblandt mig.

Mens jeg? Jeg har ikke en skid, ikke så meget som et mønstret snørebånd eller et ar på min vrist.

Jeg vil gerne huske, men der er ikke noget at huske,
jeg har aldrig heddet mit navn.

Rosa