Louise Juhl

I går underviste jeg en lille gruppe mænd, vi læste fra Christina Hagens roman “Breve til M” – en kvindes brevkorrespondance med en morddømt indsat. “Jeg vil vise verden, at du også er et menneske,” skriver kvinden til den morddømte. Om det lykkes, er op til læseren. Vi læste også uddrag af “Camille Clouds brevkasse”, […]

Kære søster Jeg skriver til dig for at fortælle, at huset er blevet solgt. Du vil naturligvis, som loven foreskriver, modtage din andel af købssummen indenfor et par dage, så snart skødet er tinglyst. Jeg ved, at du havde ønsket det anderledes. At vi kunne beholde huset og det omkringliggende stykke skov, med de mange […]

Jeg læste et digt i går. Det begyndte sådan her: “Jeg ville have skrevet noget smukt.” Det fik mig til at græde, og jeg ville have spurgt digtet: “Er noget + smukt = Noget smukt”, men så kom jeg fra det, og nu er det længe siden. Jeg har i mellemtiden sovet i 8 timer […]

Så skrev jeg et brev til min far, mest fordi jeg havde fået at vide, at tilgivelse var en gave, man burde unde sig selv. Jeg skrev og tilgav, det blev et langt brev, mange ord, kærligheden var utvetydigt voldsom. I lang tid svarede han ikke, og jeg blev i tvivl om han havde fået […]

Kære højre hjernehalvdel Jeg kan huske, at du engang talte om, at du ville åbne et cirkus. Er det blevet til noget? Jeg spørger, fordi jeg har en undulat, der kan flyve baglæns, og så tænkte jeg, at den måske kunne få en plads i din trup? Jeg bør måske nævne, at Inger, min undulat, […]

Kære søndag Jeg opfinder hemmelige venner. I dag har jeg fundet på en lille-lillefinger til venstre for tomlen. Jeg snakker med den, men kun inde i hovedet, for folk skulle jo nødigt tro, at jeg er skør. “Lille lillefinger, hvis ikke det var fordi, du ikke findes, ville du være min bedste ven. Men du […]

Kære lørdag. Jeg kan ikke høre mine ører, og jeg kan ikke se mine øjne, så hvorfor tro, at der er mere mellem himmel end jord? Kh Louise    

Kære fredag. Jeg vågner, og håber, at nogen vil holde min kæft. Men der er kun mig herhjemme, og så må jeg jo gøre det selv. Det virker som en joke. Jeg virker som en joke. Men virkeligheden findes, og ensomheden er en plastikhandske på størrelse med en hånd. Eller det er min stemme, når […]

Kære Jeg bliver ved med at tænke på dengang, vi to ikke var i Paris, og jeg tog din hånd og mærkede, at der ikke var noget at holde i, ikke nogen. Dén følelse. Så meget mere virkelig end rejsen, der aldrig fandt sted.   Kh

Jeg læser i avisen om en iraner, der er kommet til Danmark som tiårig, som den eneste “anderledes” i en lille landsby ved Silkeborg. Han fortæller, at held og hårdt arbejde har bragt ham igennem og til tops. Det er mærkeligt, som alle kun hører det sidste. Som om ingen vil høre, at det handler […]