Brev til B1
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg læser i avisen om en iraner, der er kommet til Danmark som tiårig, som den eneste “anderledes” i en lille landsby ved Silkeborg. Han fortæller, at held og hårdt arbejde har bragt ham igennem og til tops. Det er mærkeligt, som alle kun hører det sidste. Som om ingen vil høre, at det handler om held.
Jeg tænder op i pejsen, jeg har sådan et fast system: to træbrikketter parallelt og en tværgående ovenpå. Der var engang, det altid lykkedes at få ild, nu lykkes det aldrig. Mon det skyldes mangel på hårdt arbejde eller mangel på held?
I dag da jeg er ude at handle:
Den her følelse af at være opmærksom på mig selv: Måden jeg stiller p-skiven på, låser bildøren, finder min huskeliste. Følelsen af ikke at kunne rumme at være dén, der gør det, jeg gør.
Foran mig går to kvinder med hver deres indkøbsvogn, de er næste tomme, vognene. Den ene kvinde har købt en masse frosne rundstykker, de har nok været på tilbud, hvorfor ellers så mange?
De ved, hvad de skal have, de bruger ikke huskeliste. De ligner i det hele taget nogen, der ikke ved, hvad de gør, men bare gør det.
“Der er da heller ingen retfærdighed til,” svarer den ene kvinde, da den anden fortæller, at hendes søn for anden gang er blevet ramt af sygdom. Jeg tænker: Er der nogensinde nogen, der har troet på retfærdighed? – og så igen den følelse, ikke at kunne holde ud at tænke det, jeg tænker.
Hej Louise, held og uheld…. det burde vel hedde tilfældige omstændigheder i stedet for. Held og uheld involverer det ikke en eller anden (højere) mening? Ramt af uheld f.eks. Hvem skulle sigte efter en? Eller “at tro på heldet”…. hvad vil det sige? Det er det samme med retfærdighed… at det ikke er retfærdigt hvordan sygdom giver ikke mening, med mindre man mener der sidder en og deler sygdommen ud efter et system (ligesom julemanden). Det med den totalt blinde tilfældighed er bare ikke det nemmeste at komme til tåls med. Det er uden mening.
Tak for dine fantastiske skriverier. Jeg er fan.
Charlotte
Hej Charlotte.
Jg har en åben krig kørende mellem mine følelser og mit intellekt.
Det vil sige: mit intellekt forholder sig til fakta: køligt, grænsende til det kyniske. Mit intellekt fortæller mig (som om der var “et intellekt” adskilt fra “mine følelser”, en i sig selv uintellektuel betragtning), at verden hverken er god eller ond, verden ER. Mit intellekt fortæller mig, at kærlighed er et begreb, vi har fundet på, for at holde ensomheden ud, men at det i virkleigheden er hormonelt, en biologisk fordelagtig foranstaltning, der sikrer reproduktion og desuden en form for gensidig forpligtelse, der sikrer at vi, trods alt, ikke slår hinanden ihjel, allesammen, hele tiden.
Mine følelser er anderledes appellerende. Mine følelser kan ikke leve med, at verden er, som den er. Mine følelser kan ikke leve med fakta. Så de leder mig på lykkelige afveje, får mig til at tro, at roserne blomstrer for skønhedens skyld, at drømmene giver mening, at der er én vej, der er bedre end en ande..
Det er svært at leve med noget, man ikke kan leve med. At ingenting giver mening, men er mening, for eksempel. Jeg kan ikke leve med det. Men det er det, jeg alligevel gør.
I am a contradiction in terms.
Tusind tak for at læse med, Charlotte, og for at respondere. Det er nogen gange en ensom proces at henvende sig til papiret, som sin eneste fortrolige. Det (papiret) svarer altid så sort på hvidt, der mangler nuancerne imellem. Dem hjalp du lige med at finde frem. Tak 🙂