Louise Juhl

Hun har vidst det længe.

Har grundet og rynket pande og været stille. Alt imens bollerne blev bagt og børnenes tøj lagt frem på stolen. Måske et par suk mere end vanligt undervejs. Som sådan intet særsyn og stort set ikke til at skelne fra frustrationen over en udeblevet avis eller den kendsgerning, at ungerne nu igen har glemt at lukke vinduet, før de gik.

Hun kæmper med hyldebærsuppen. Indædt og stædigt, som gjaldt det langt mere end den dybrøde suppe, som hun vil servere når naboens datter som vanligt kigger forbi efter skole. Hun har kogt bærrene, ladet dem dryppe af i det tætmaskede net, og har presset saft af afkoget.

Alligevel er hun ikke tilfreds. Hun, der ellers så ofte har følt, at hyldebærsuppen kunne gøre det af med tvivlen og tankerne og den gråd, der presser på. Men ikke i dag. I dag får hun bare pletter på forklædet (og de er næsten ikke til at få af igen, og hun har jo ellers lige købt det!). I dag bliver suppen for sød af sukker og konsistensen for tyk.

Hun rører i gryden og drømmer, at enderne finder sammen. Træskeen tegner ruter af dage og levet liv. Hun smager og længes og dufter til den søde grød.

Hun har vidst det længe: At fingrene ikke lystrer og søvnen kun er flygtig. At børnene er fløjet fra reden og hylden afblomstret.

Suppen bliver kold og hun sætter sig tungt.

Det bliver så tidligt sent.