Ind i kampen
by Louise Juhl Dalsgaard
Det er nu. Nu jeg burde skrive noget sjovt. Noget let, lykkeligt og letfordøjeligt. Noget om sommeren,der udebliver og om glæden ved regn. Om kolbøtter og pinligheder og Happy End. Jeg ved det godt, men klaveret stemmer ikke disse dage. Noderne er placeret i øjenhøjde, stolen er indstillet og intentionerne i topform. Men det glipper. Hænderne får deres eget liv og skriften skriver sig selv. Jeg øver mig i Martin Luther Kings afbalancerede patos og John F Kenndys imponerende retorik. Og sidder i stedet tilbage med triste gylp og ætsende tale.
Det er en senskadefølge.
Der blev talt meget. Meget højt. Den, der talte højest blev hørt. Den, der fik det sidste ord vandt. Uanset ret og rimeligt. Alle kæmpede. For at sætte punktum. Vigtigere end at have ret, var det at få ret. ”Jeg er stærkere, end du er”. ”Jeg ved mere, end du gør”. Og jeg kan råbe højest tilmed!
Lærte tidligt, at jeg skulle hærdes. Til hvad? Til mistillid, skepsis og hård hud på hjerteklappen? Hærdes til ikke at lytte, for således med større pondus at kunne hævde min ret til at få ret?
Ironien lå som et tykt lag smør på søndagskrydderen. Kunne undskylde alt. Det var jo bare sjov, ikke? Hold nu op med det flæberi. Ind i kampen, Søster Lagkage – smøg ærmerne op. Du giver ikke op, vel?
Analyse og rationaler. Nytteværdi var trumfkortet. Det endegyldige argument. Ikke åbenlyst måske, men underspillet og en anelse spydigt. Hvem kan stikke hårdest? Dybest?
Og kunne du ikke klare mosten, måtte du tørste. Og hvis du ikke brød dig om lugten i bageriet, måtte du sulte. Hvad man gjorde. I håb om at finde andre sprog. Holdt vejret til man blev blå i hovedet. Til ingen verdens nytte. Og nytteværdien var jo afgørende…
Siderne i avisen blev vendt. Mens det utålmodigt afventedes, at man kom til fornuft. Lærte lektien. Lærte at stemme i og stemme mod. Ikke nogen slinger i valsen, ingen halvkvalte viser eller ”hver fugl synger med sit næb”. Niks! Man kunne lære kammertonen af intellektuel sarkastisk distance eller forføje sig. Take it or leave it.
Og man lærte. At spise af krummerne fra de riges bord. Grine med smørret. På krydderne. Man kom til fornuft. Fremfor til kort. Man lo. Og lo med. Og lo ad. Sig selv og alle andre. Det hele var jo bare for sjov ikke, Søster Lagkage?!
Jeg kan stadig genkende lyden af avissiderne der blev vendt. Ved nu, at det vigtigste stod mellem linierne.
Måske er det dér, svaret ligger?
Godt skrevet 🙂 og med mange malende sætninger, især denne: “Ironien lå som et tykt lag smør på søndagskrydderen”.
Der er noget klogt over det, som jeg ikke helt kan gennemskue, hvad er. Kan jeg undskylde med, at jeg er syg og tung i hovedet?
Tak søde Maria.
Og måske det med søndagskrydderens smørlag, er den der vamle fornemmelse i ganen, som på een gang er frydefuld men alligevel også dybt ubehagelig….Lidt ligesom ironien, hvis den bruges forkert. Hvad den ofte gør i forindelse med børn, der slet ikke er følelsesmæssig rustet til at håndtere alle de mange “lag”.
Og du er muligvis syg, men tung i hovedet tvivler jeg på at du blir´ sådan overnight 🙂 Du er skøn, præcis som du er. Med og uden sygdom. Men god bedring da 😀
Virkelig godt skrevet! Og fine ordspil.
Puh – sidder og kan mærke det. Følelsen af at kæmpe imod og blive hørt. Og respekteret. Og tåle sarkasmen.
Også jeg kan mærke følelsen. Helt ind. Var mere end voksen, før jeg fandt ud af, at jeg faktisk ikke trives særlig godt. Mellem linjerne. I søndagskrydderen.
@spacemermaid: Jeg har godt nok brugt mange, seje år på at kæmpe imod. Tror egentlig ikke jeg nogensinde er blevet klar over, om kampen er vundet. Tåler stadig sarkasmen meget dårligt. Men respeken tror jeg, jeg har opnået. Fordi jeg insisterer. På at tale. Fra hjertet og ikke kun fra hovedet. Turde græde. Og blive ved at fastholde min ret til at være blå. Og nytteløs 🙂
@Morgan: Nej søndagskryddere har fanden skabt! Og hvis det er så satans vigigt, hvad der står mellem linjerene, så fatter jeg ikke, hvorfor det ikke må stå PÅ linjerne? Så man har en chance for at se fjenden i øjnene. Se, dét er nemlig at komme ind i kampen!
Love you both 🙂
Kommer sådan til at tænke på den måde børn blev behandlet på engang (og måske stadig). Min mormor sagde altid : “børn skal ses, men ikke høres!” – med bestemt mine, og hun opførte sig som om hun troede på det !!. Denne form for bidende sarkasme og psykiske vold har præget mit eget syn på børne”opdragelse” (i mangel af et bedre ord) i totalt reciprokt regi. Barnet i os alle lever videre hele livet, med ar og sår påført af uvidende lejlighedsvist velmenende voldsmænd og kvinder…
… og så skriver du så fuglene synger. Også de blå 😉
@penpal: Du har så fuldkommen ret. Mangt et “overgreb” er begået imod bedre vidende. Fordi udøverne ikke kunne andet,- ikke kendte andre sprog. Det er ikke en undskyldnng. Men det er et vilkår, man må forsøge at leve med.
Og jeg er meget, meget glad for at være en blå fugl i dine øjne 😉