Louise Juhl

Det undrer mig, at antallet af fingre på mine hænder ikke ændrer sig, sådan som alt andet gør.
At de ikke falder af i oktober, at mine ben ikke slår rødder, at mit ansigt ikke driver over. Den slags forstår jeg ikke.

Jeg har talt ned, siden jeg lærte alfabetet at kende: jo færre tal des mere sprog. Jeg har talt mine mælketænder ud af min mund, jeg har set mine bryster vokse – og troen på det gode forsvinde i samme tempo.
Nu ser jeg mine baller vende røven til det hele.