Louise Juhl

Er det sjov, jeg skal være, så er det sjov, I skal få, min næse den er rød og rund, og jeg er en ganske lille cirkusklovn, jeg render rundt og snakker cirkustysk om ingenting eller næsten ingenting, og det er så sjåw, så sjåw, jeg klær’ mig ud som elg, og kalder mig Rudolph, for Rudolph har en rød tud, og det har jeg også, sådan kan vi hjælpe hinanden med at fare vild, hahahahaha.
Nu falder jeg på halen, tjuhej, det er den slags klovne gør, og nu er der et barn, der græder, for børn ved, at klovne ikke er sjove, børn ved, at klovne i virkeligheden er forklædte elge, vildfarne næser, børn ved, at klovne er tegneseriefigurer på jagt efter noget at sige og nogen at sige det til.
“Buhuhuhuhuuuu”, græder barnet, fordi det er så synd for klovnen. Buhuhuhuuuu.

Her sidder jeg på min egen hale i et cirkustelt, med rød næse, klædt ud som en elg og græder.
Det er da sjåwt, ikk?

Fra stykket: “Klovnen der blev bange for sjov”?