Louise Juhl

Vi gik på række, to og to, med hinanden i hånden, forrest gik Leder-Margit og bagerst Pædagog-Gudrun. Gudrun havde blød hud og rynker i hovedet og også på hænderne, hun kunne råbe højt:
“Iiiiiind til siden” eller “Hold takten! En, to, træsko.”

Allerbedst kunne jeg lide at holde Rikke B i hånden. Rikke B var døv, og blev aldrig træt af mig, selvom jeg talte og talte og talte, hun kyssede mig bare på kinden og hev mig i håret, og så var der ligesom ikke mere at sige til det.

Jeg savner Rikke B, men allermest savner jeg, at nogen holder min mund.