Louise Juhl

Min søster og jeg sidder og klipper i blade, sorterer i bunker: blomster og dyr i én bunke, menneskeansigter i en anden, ting og sager i en tredje.
Min søster beder mig lukke mine øjne. Jeg gør, som hun siger. Så klipper hun to stykker tape af, og lægger et over hvert af mine øjenlåg. Det strammer, jeg siger, at jeg ikke kan lide det, at jeg bliver bange. Min søster siger, at der ikke er noget at være bange for, “så længe du holder dine øjne lukket, sker der ingenting,” siger hun.
Jeg kan høre, at hun rejser sig, at hun rumsterer, jeg spørger hende, hvor længe, jeg skal sidde sådan, med lukkede øjne og tape.

“Et øjeblik”, svarer hun.

Så tager hun min hånd, og beder mig følge med. Hendes greb er fast, hendes greb er et af den slags, man ved holder. Vi går over gulvet til den modsatte ende af stuen og hun standser. Min søster fortæller mig, at hun har sat fire fotos frem på kommoden.
“Et af os hver”, siger hun, “mor, far, dig og mig.”
“Nu skal du pege på billedet af mig”, siger hun så, “ellers”.
Jeg ved godt, hvad det betyder.
Jeg ved godt, at det er alvor.