9.

by Louise Juhl Dalsgaard

Om natten drømmer jeg, at jeg er bange.
Jeg drømmer at alting anderledes, mine hænder, for eksempel, gør ikke, som jeg siger, at de skal: De slår ikke fra sig, når jeg ber’ dem, men holder fast om dynen eller gemmer sig imellem mine lår. Mine fingre famler i øst og vest og i retninger, der ikke har et navn, uden at jeg ved hvorhen og hvorfor.
Om natten drømmer jeg, at jeg ligger i natten, og er bange for mine hænder, der nægter at hjælpe, og mine fingre, der peger på sig selv.
Jeg drømmer, at jeg er bange for, om jeg findes – eller om det bare er noget, jeg drømmer, at jeg gør?