Ulysses superlight
by Louise Juhl Dalsgaard
Schyyyssss. Jeg starter forfra.
Jeg vil gerne skrive. Punktum. Altså skrive – ikke BEskrive. Jeg vil ramme. Jeg vil stikke hul på en byld, så den vamle betændelse flyder ud og jeg væmmes og verden væmmes. Men vi genkender alle. Hinanden og os selv Måske i skjul, måske ikke. Genkender en fælles fortabthed og en fælles lettelse. Over at være i samme båd. Lige skamfulde, lige begærlige, lige ved og næsten. Arketyper. Moderne arketyper. Ikke nat og neon og selvmords-moderne. Ikke stjernetegn og krystal og helhed-moderne. Men noget midt imellem. Ikke lunkent, vel at mærke, men netop levende ved ikke at ville noget. Andet. End Nu og Her og tralalala. Ikke flere merbetydninger. Ingen konnotationer, ingen bortgemte ansigter eller ulykkelige barndomme. Blot bogstaver på papir og drømme i kroppe. Skrive uden merbetydning og alligevel så fortættet at delene bliver mere end bare helhed. Eller mindre. End helhed. En omvendt poesi: Ikke to plus to giver fem, men seks minus to giver tre.
Centripentalskrift. Shyyyyssss
Wauv din sidste sætning “I like”!
Hvorfor vil du ikke BEskrive?
Fordi det indebærer en afstand. En distance. Mellem det, der skrives. Og det, der skrives om. En afstand som jeg – dyt naivt – drømmer om at overvinde. Utopisk, men en drivkraft alligevel.
Og superdejligt, at du spurgte. At du undrede dig. Det holder jeg meget af!
Man er vel journalist ballast, derfor denne spørgen og undren 😉
Har lige tænkt over, hvad forskellen er på at skrive og beskrive og kom frem til et svar. Men er du ikke sød at fortælle, hvori du ser forskellen?
Nu ser jeg lige, at jeg har læst din sidste sætning forkert. Jeg troede der stod:
Ikke to plus to giver fem, men seks minus to giver fire. Og ud fra det tolkede jeg, at det originale og skæve er mere interessant og tilmed rigtigt end den forkerte og gængse kliché.
Men jo, nu ser jeg så det originale på en anden måde, dog mere abstrakt.
Men så er der jo også en merbetydning. Ellers kan du ikke regne som du håber. Om igen.
Kære læser:
Nej, der er vel en mindre-betydning?! Hvilket for mig er noget helt andet end mer-betydning. Det er en “sort-hul-strategi”,- lyset der sluges for at blive mørke. Et energifyldt vacuum? Eller krop fremfor tanke? Eller…Nej jeg ved det ikke…jeg prøver jo bare…mit bedste..på at nå. Noget andet. End det jeg har til rådighed.
Men ethvert forslag til at komme videre modtages med tak! Og taknemlighed 🙂
Kære Ballast
Det er vel i orden med mere i dit regnestykke, bare fordi du vælger minus fremfor plus, så er der jo stadig tale om mere, ikke mindre. Jeg tror dig nok heller ikke. At du vil skabe mindre? Nej, vel.
Jeg kan ikke foreslå dig noget. Kun læse dig. Med stor, stor fornøjelse.
Kære Læseren:
Du har desvære – eller heldigvis – nok ret. At jeg påstår, at mit ærinde er at forsvinde ind i skrift og ikke-mening. Men at sandheden nok reelt er, at jeg søger noget mere. End skrift og ikke-mening. Liv for eksempel. Det skide liv, som jeg har så svært ved…
Men dejligt, at mine tekster så bliver læst. Med eller uden mer-betydning. Eller mindre… 🙂
Er du sød at fortælle mig, hvori du ser forskellen på at skrive og beskrive? 🙂
Jeg er aaaaltid sød, Maria 😀
Men jeg HAR allerede svaret dig. Se lidt længere oppe: Det med at beskrive rummer en distance, hvor “skriven” er et forsøg på at skrive uden afstand. Utopi? Javist, men man skal aldrig opgive håbet og drømmen. Og måske finder man noget undervejs. På vejen. Ind i sproget.
Men synes jo altid det er superhyggeligt med din opmærksomhed, så spørg bare igen… 🙂 (har du heller ikke ferie endnu?)
Tak for svaret altid søde ballast 🙂
Jo, jeg har ferie, juhuuuuueeeee! Og jeg har læst hos Space, og du også snart har det. Det bliver skønt for dig, ja altså, hvis du er typen, som godt kan lide at have ferie. Det tror jeg, du er 🙂
Det kan du også roligt tro, Maria. At jeg kan lide at holde ferie, altså 🙂 Læse, skrive, skrive, skrive igen, læse, slikke sol (?), flette fingre, skrive, drikke rødvin, drikke MEGET rødvin, spille spil (og vinde), læse, skrive, skrive. Altid skrive… (og drikke rødvin 🙂 )
Nå ja det er kun 14 dage, meeen…..
Det bliver bare svært at undvære bloggen. Min ventil. Og mine superdejlige medbloggere…
Ja, det er soleklart. Du VIL jo noget. Og af og til hamrer du det ud. Andre gange roder du gevaldigt, snøvler eller plabrer. Du ved i den grad selv, når det løfter sig ud af papiret (skærmen). Spændende at følge dine øvelser. Øvelse gør mester. Og du kan mestre ordene, men tør du vælge fortællingen?
Hmmmm…først og fremmet: seks minus to giver tre,- det er da et tab? Det går da ikke op? Det er vel et underskud, der ikke kan forklares?
Og tusind tak fordi du læser og responderer på mine mere eller vellykkede etuder udi skrivekunsten. Det er SÅ værdifuldt med respons, – ellers går jeg i stå. Jeg er – (også) – et meget socialt menneske og har brug for interaktion. Så tak for det…
Og fortællingen kræver, at jeg når et trin videre. At jeg i højere grad kan frigøre mig fra det fortalte, og skabe et univers der ikke klæber til mig, mine erfaringer og det, jeg har på hjerte. Og det er så afgjort et stort ønske hos mig. At frigøre mine tekster fra mig selv.Men også en frygt. Fordi det er det eneste sted, jeg kan drage omsorg for mig selv. Give mig selv plads. Være utilpasset og bøvse og være vred og græde og té mig tåbeligt.
Så fortællingen tøver lidt. Venter i kulissen 🙂
Hvorfor kræver fortællingen dét? Er det dér, du føler dig bedst hjemme? Jeg for en kan rigtig godt lidt dine bøvser. Jeg skal lige over i en anden dags kommentarer og fortsætte, for dér skriver du mere om …
..jamen jeg hopper lige med over i de følgende komentarer…. 🙂
Jamen er det ikke bare sådan man skriver? “Arketyper” – det var åbenbart dér, jeg så det i går, da jeg skrev om Noah. Er det frækt at sige, at jeg ikke hæftede mig ved resten i øvrigt, fordi jeg sad og halvsov lidt på jobbet? Det gjorde jeg ikke, men jeg tror, jeg gjorde det du mente alligevel. Det er bare så arketypisk! Men det er vist bare sådan jeg plejer at gøre. Jeg ka’ da knapt huske min barndom mere. Eller vil. Eller kan. Ikke. Kan ikke huske. Om jeg vil. Eller ikke kan/vil. Er er nok. Er det. Ikke?
(jeg kom til at øve mig lidt)
Hva dælen Gaffel: Er jeg SÅ søvndyssende? At eet ord er, hvad du erinder når du vågner. Efter godnathistorien om Ulysses og skrift og min bare r..???
🙂
Måske jeg ikke helt er en ny Joyce i så fald :d
Pyhaa sikke en lettelse…. (både for mig og for læserne af denne blog)
Ballast, husk på, jeg var under stærk indflydelse af mit arbejde. Morfin er til sammenligning opkvikkende. At fange ét ord, er på den konto ikke ringe, og så satte jeg mig forøvrigt til at skrive denne. Så se, hvad det ord satte i gang. Havde jeg fæstnet mig ved “tralalala” så det hele meget anderledes ud! For at det ikke skal være løgn affødte det desuden i går idéen til at nedfælde min version af Biblen. Jeg kan røbe så meget, at det blandt andet lægger ud med, at Gud er sulten, og samtidig forkynder Sara Truska at gud er dødforkølet. Jeg er ikke kommet forbi side 2 i Joyce endnu, så vé dig ej på den baggrund, du hildede (du ved noget om ord – hvad betyder det egentlig helt præcist, “hildede”?). Min skrift er som du skriver blot “Nu og Her og tralalala” – du har selv bedt om det! (men sådan var det også før altså).
Nå, men hvis du gerne vil skrive – så lad mig i det mindste bare fortælle, hvilket næppe kan komme som en overraskelse, at jeg altid lægger hovedet på hylden, og lader det ligge der – indtil jeg har skrevet. Så ka’ man sgu’ altid redigere bagefter. Med mindre man er så talentfuld, at den som regel sidder i skabet første gang. Så jeg redigerer en del.
Men nu kan jeg også læse ud af de følgende kommentarer, at du gerne vil fortælle fortællingen, men distancere den ifht. dig selv – sådan cirka. Så genfortæl noget, med dine ord. Hm.. er det ikke det du allerede gør? Men tag et kendt tema. Nu skal jeg selv til at i gang med Adam og Eva, når jorden lige er blevet skabt først. Der må være andre arketyper du kan kaste dig over. Måske kan romanfigurer inspirere dig lidt? Anyway (hvor om alting er) – så skriver jeg først. Hernæst leder jeg efter meningen. Og jeg leder fortsat. Og skriver. Og leder. Og skriver. Det er den underholdende version af Sisyfos. For mig selv i hvert fald. Joyce havde overskæg, så vær du bare glad for du ikke er ham.
Ps. Helt ærligt så redigerer jeg ikke så meget. 😉
Pps. Jeg skal ikke blande mig i, hvad du skriver om, og hvordan, og hvorfra du henter din inspiration. Det er blot tænkt som inspiration. Man ender alligevel altid med at skrive om sig selv jo. Det gælder bare om, at narre sig selv til at tro, at det drejer sig om nogle helt andre. Så er det meget nemmere!
Kære Gaffel: du højt-estimerede og hildede (hvad det så end rummer af betydning eller mangel herpå) blog-kollega
Bland dig endelig! Jo mere, jo bedre!
Og ja, jeg vil både distancere mig som et “selv” fra det, jeg skriver. Og samtidig være en del af, klistre til og nedlægge al afstand til det skrevne. Meget svær balance! Meget mærkeligt firma 🙂
Men jo mere umuligt projektet synes, jo mere drager det. I´m secretly in love with Sisyfos…
Måske Bibelen revisited? Tjooo, men Gud havde jo også skæg, så ham gider jeg altså heller ikke at ligne. Jeg har rigeligt at gøre med at tæmme krøllerne 😀
Det ER interessant hvor man kan/skal/bør/vil placere sig ift den tekst, som kommer ud af ens hænder/fingre/hovede/sjæl osv.
Hvor lidt og hvor meget “taktik” skal man holde sig for øje, inden man vælger at skrive for andres mulige øjne. VED man, om man skriver for andre…for sig selv…eller for tekstens egen skyld?
Skal det være helt gennemført, så skal man skrive noget…og derefter skynde sig at slette det, eller grave det ned, så det IKKE bliver forurenet af hensynet til hvordan andre læser det…eller af hvordan andre læser det, hvis de får læst det.
Jeg ved egentlig heller ikke hvorfor jeg skriver…og det skifter meget, om jeg tænker pædagogisk – eller lader teksten selv bestemme hvor den vil hen.
Måske minder dine tanker, Ballast, om dem jeg gør mig om hvor jeg skal placere mig i lydbilledet, når jeg indlæser en roman som lydbog: hvor meget skal jeg “blande mig” i fortællingen? Hvor skal jeg gøre af mig selv (min stemme og min måde at sige ordene på) – så jeg ikke står i vejen for kommunikationen mellem forfatteren, personerne i fortællingen og lytterne? Skal jeg holde afstand og lave pauser, så lytteren kan få plads til at mærke sin helt egen reaktion, inden jeg går videre med næste sætning? Eller skal jeg fortolke og formidle for fuld hammer, så lytteren bare kan slappe af og nyde showet? Jeg har kun ét svar lige her og nu: Det bestemmer teksten. Teksten fortæller mig, hvor den vil have mig hen…hvis den ellers taler et sprog jeg kan opfatte 🙂
Jeps Beo: ” The answer, my friend, is blowing in the wind” Eller i teksten? Eller midt imellem dét jeg skriver, dét der står skrevet og det, der bliver læst. Hvlket også var emnet for mit speciale, som vist nok var et forsøg på at finde en ny diskurs. Som jeg fortsat eftersøger 🙂
Tak for dine gode overvejelser !!!
Gaffel: Du skriver, at jeg ved noget om ord.
Pudsigt nok er jeg mest optaget af alt det, jeg ikke ved. Om ord (og så meget andet). Alt det jeg IKKE kan. Med ord.
Men så ved jeg jo selvfølgelig også, hvad jeg ikke ved. Hvad en eller anden uvidende filosof engang ophøjede til viden 🙂
Wauw…speciale…hvor hübert 😀
Ja specialer er vel nærmest definerede ved at være dybt esoteriske i deres afsøgninger, og således alene blive læst af skribenten selv og en sagesløs censor, der heldigvis får penge for at udføre donten 😉
Jeg har i hvert fald aldrig haft det fremme siden min afsluttende eksamen. Men det står da fint på reolen….
“Hvis specialet ikke vil komme til hovedet, må hovedet lægges på reolen, og komme til specialet”.
Jeg har forresten bemærket, at Joyce også sætter punktummer. Sjove steder.
Er vi her ude i en fremadstræbende reol, et omvendt hønefænomen med et løbende afhugget hoved eller hvad? 😀
Eller får ordene ben at gå på?
Jeg har stadig ikke læst Joyce. Men kan måske starte med at se på tegnsætningen. Lidt mere overskueligt projekt. Godt så…
Jamen nu er jeg oppe på tre sider (og har opdateret min side)! Nej, husker godt du ikke har læst den. Jeg kom lige på en dogme-regel forresten: Anvend max. fem punktummer. I alt. Jah, mellem ordene er jo. Tegnsætningen. (Flot at kunne smide en hel tegnsætning ind. Mellem ordene.)
Ja, det er vist ligesom denne smiley 😀 – jeg ser hovedet for mig, og så med fødder som du er inde på.
Speciale i ord har du. Jeg må til at gøre mig mere umage så. Jeg har altid kun troet jeg skrev for mindrebemidlede. Et smalt publikum.
Jamen jeg ER mindrebemidlet. I enhver forstand 😀
Og speciale i ord er en ringe trøst, hvis ikke de finder anvendelse. Ordene, altså. I en verden. En virkelighed. Til gavn. Istedet savn.
Jeg skriver også, fordi jeg skriver. Fordi jeg ikke kan lade være. Desværre, vil nogen sige. – At jeg ikke kan lade være 😉 Mit pubikum er muligvis mere-og-mindre-bemidlet. Og med garanti smalt og meget, meget begrænset…Jeg vader ikke ligefrem ind i folk med sko på…Men jeg skriver og håber alligevel at ramme nogen.
Og så læser jeg jo flittigt og sætter mine anmasende fosaftryk i form af kommentarer hos dig og andre. Og forsøger således at kommunikere. På trods. Af alle ordene. Der står i vejen.. 🙂
Jamen der ER også sjovt at skrive. Heller ikke jeg kan lade være, det er vist tifingerdiarré.
Men det, at du søger noget midt imellem, som der står oppe i dit indlæg, synes jeg i øvrigt lyder meget fornuftigt. Ekstremiteter kan være en farlig størrelse. Og jo, man kan stadig være hjertevarm alligevel. Men ja, ord kan være i vejen, som midterstriber, der er placeret på tværs, og ender med at blive til rumlestriber i stedet for.
Jeg er sikker på dine ord gavner. Så længe der er kommunikation, er der puls.