Louise Juhl

Jeg leger ikke med ting, men med mig selv. Nogle dage er jeg en dukke, andre dage et møbel, jeg kan indrette rum med: så flytter jeg mig fra ét hjørne til et andet, indtil her og der falder sammen.

De bedste dage er dem, hvor jeg leger “tal og lemmer.”

”Lille ben,” siger jeg for eksempel til det ene af mine ben: ”i dag er du ikke et ben, men et firetal. Hvis du tager ét skridt og et skridt til og et mer’, så har jeg tolv ben, en hel hær. March!”.

Jeg ganger og dividerer, jeg lægger til og trækker fra.

Jeg kommer næsten altid hjem med flere ben, end jeg kan bruge. Det er svært, for jeg får ondt dér, hvor jeg skærer et ben af.
Min mor kalder det fantomsmerter.