Louise Juhl

De drømme. Hvor alt er bittesmåt, så småt, at det kan fjernes med en pincet.
Det er ikke det, at det er småt, eller pincetten, som sådan.
Men dét, at alt bliver mindre og mindre og mindre og mindre,

uden nogensinde at forsvinde.

Min mor, for eksempel, hun skrumper ind i de drømme. Hun bliver så lille, at hun ikke findes, som andet end et svagt sus i et træ et sted i min drøm. Så er jeg nødt til at ligge stille en hel nat og bare lytte og lytte og lytte. Til dét træ og dén susen.
På et tidspunkt vågner jeg, fordi jeg ikke længere kan høre noget. Ingen træ, ingen susen, men jeg ved ikke, om det er fordi min drøm er for stor – eller virkeligheden er for lille – til mine ører?

.