Louise Juhl

Vi går ind til byen, for at hente smøger. Det er længe siden sidst, men tavshedens intervaller er blevet færre på det sidste, og vi trænger til noget at forlænge dem med.
Du ryger Camel, jeg foretrækker Marlboro, jeg synes en cigaret skal sætte sig spor. Jeg siger, at der er ikke nogen grund til at trække vejret, hvis det ikke er i en slags forventning om ophør.
Du skubber mig i siden og siger: “typisk dig”.
Jeg undrer mig over, at der findes et sådant, et typisk mig, jeg skubber igen. Det er rart at kunne samle sig som det, du ser, noget marlbororygende med et blik for ophør.
Jeg kommer i tanke, at min mor engang sagde til mig, at det vigtigste ikke var, hvad jeg valgte at gøre, men hvem jeg valgte at at gøre det for. Jeg tror, det var meningen, at jeg skulle føle mig udvalgt?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer i tanke om det lige nu. Du smiler.

Så går vi ind i den tyrkiske kiosk og køber smøger.