Louise Juhl

På den høje kommode i stuen står et billede af bror og et af mig. Vi smiler begge to.
Min bror ligner sig selv, jeg ligner én, der prøver at ligne mig.

Nogen gange leger jeg, at jeg er bror på billedet, det er nemt, han er sød og legen er god.
Bagefter leger jeg mig selv, men det vil ikke lykkes, “øv”, råber jeg og drejer billedet, så jeg ikke kan se det.
Bror hører mig, og spørger, hvad der er galt? Jeg tørrer næsen med bagsiden af håndfladen, men jeg svarer ham ikke.
Det er ikke fordi, jeg ikke vil fortælle det, det er bare så svært at forklare, at jeg i virkeligheden ikke ligner mig selv.