Louise Juhl

Det er sommer og luften står luften så stille, at det føles som om jeg trækker mit vejr i stå. Vi er i sommerhus, som vi er det hvert år, for mor bryder sig ikke om “at fare land og rige rundt, når vi nu endelig har ferie.”
Jeg ligger på terrassen foran huset ,og øver mig i at ligge sådan: helt stille og kedelig. Det er svært, for enten er solen for høj eller dynen for tung, og skyerne ovenover mig danner figurer, der ligner noget, jeg ikke ved, hvad er, men som jeg alligevel synes, jeg kender.

Mor sidder i en stol og læser, jeg følger hendes øjnes bevægelse ned over siden. Jeg tror, at hun læser noget om en hest. Jeg tror, at hesten hedder Adam, og at Adam er sådan en, der ikke er bange for noget som helst.
Pånær at ånde i frostvejr.

Jeg kender ikke Adam, men jeg kender en, der ligner.
Jeg er nemlig også bange for at ånde i frostvejr, det er som, jeg møder mit eget genfærd i hvert åndedræt.
Bare iskoldt og mere levende end jeg selv.