Louise Juhl

Klokken er otte og tid til, at jeg skal i seng.
Mor sætter sig, som hun altid gør, og synger en sang med mig, “Tænk hvis jeg sad på månen”, den synger vi næsten altid. Så forestiller jeg mig, at det er mig, der sidder på månen og kigger ned på jorden, og selvom jeg bliver lidt svimmel, føles det alligevel godt, for mor sidder lige ved siden af, parat til at gribe.

Da vi har sunget, spørger jeg, om man virkelig kan komme op på månen. Mor svarer, at det kan man godt, men så skal man flyve med en måneraket, som er en flyver, der flyver så hurtigt, at den overhaler sig selv.
Selvom jeg ikke helt forstår, hvad hun siger, så ved jeg, hvad hun mener.
Så taler vi om, hvor langt der er til månen, at den er længere væk end den himmel, hvor flyene flyver. Jeg spørger, hvad der sker, hvis man falder ned, og mor svarer, at alle fly, også den med kurs mod månen, har en sort boks, der kan forklare alle os på jorden, hvad der er sket, lige før de styrter.
“Så er det tid til at sige godnat”, hvisker mor og slukker lyset.

Bagefter ligger jeg i mørket og tænker på, at jeg ikke kan flyve, men alligevel hele tiden falder ned, og måske findes der en sort boks et sted, der kan forklare hvorfor.