Louise Juhl

Det er ikke fordi, jeg er bange for stregerne. For at træde på dem eller imellem. Det er heller ikke sådan, at jeg tror, at det gør en forskel, om de er der eller ej.
Det er dét, at min krop vejer et enkelt gram mere, hver gang jeg lader som om, de ingenting betyder.
Stregerne.
Et gram og et gram og et til. Til sidst bliver vægten af min krop så stor, at jeg ikke kan bære mig selv. Og så må jeg lægge mig på fortovet, helt helt stille, og glo på stenene og stregerne imellem.

Det er ikke stregernes skyld, det ved jeg godt, men alligevel.