Louise Juhl

Bror er stille, han har fundet en nøgle i en skål, den passer ikke til nogen døre.
Han vender og drejer den.
“Se!” siger han og peger ud i luften, “den passer vist her?”
Imens tæller jeg fluer i vindueskarmen, der er seks, de fem er døde, jeg tager et stykke køkkenrulle og maser den sidste.

Mor ligger i sengen, hun har migræne, det betyder, at vi skal trække gardinerne for, selv om solen skinner.

“Som et lokomotiv, der kører ind igennem øjnene og buldrer gennem hovedet for til sidst at køre af sporet”, forklarer hun, da jeg spørger, hvordan migræne føles.
Det kan jeg ikke forestille mig, men jeg ville ønske, at jeg alligevel kunne standse toget.

Mor bliver ved at kaste op, jeg kan høre det gennem den tynde dør til badeværelset, der er ikke noget, jeg kan gøre.
I stedet fjerner jeg fluer i karmen, og trøster bror, der stadig ikke kan finde ud af, hvor nøglen hører til. Jeg fortæller ham, at der er millioner af døre i verden, og at der helt sikkert også er en, der passer til hans nøgle.
“Er det ikke omvendt,” spørger han, “er det ikke nøglen, der skal passe til døren?”

Efter tre dage står mor op, hun ligner en porcelænsfugl med sin lidt for lange hals og lidt for skræmte bevægelser. Hun spiser sardiner direkte fra dåsen og roser mig, for at have fjernet de døde fluer. Jeg skammer mig lidt, helt døde var de jo ikke.
Men det er lige meget nu, for mor er rask igen.

Bror sætter sig på mors skød, læner sig mod hendes bryster.
“Jeg har fundet en nøgle”, råber han, og rækker nøglen frem.
Mor kysser ham.
“Hvad skulle jeg gøre uden dig”, hvisker hun, “det er jo lige præcis dén nøgle, jeg manglede, da jeg var syg.”