Louise Juhl

Jeg skal holde min otte års fødselsdag, hele klassen er inviteret, jeg glæder mig og planlægger skattejagt, æggeløb, dåseskjul. Mor forsøger at lægge en dæmper på forventningerne, hun siger, at det er jo ikke sikkert at alle kan komme, at vejret er ingen herre over, og at nu må vi se, om der bliver råd til kagemand. Hun spørger mig, hvad jeg gerne vil lave på min fødselsdag, og jeg svarer, at jeg vil have det sjovt, at vi skal lege og le og løbe omkring, bare sjov.
Men mor svarer, at sjov ikke er et mål i sig selv. Jeg forstår ikke, men mor forklarer, at sjov der kun er for sjov skyld, kan sammenlignes med en klovn, der sluger helium for at grine: Det, der forveksles med latter, er i virkeligheden kunstig luft, det er “uden bund”, siger hun.
Og jeg får det her billede inde i hovedet af en klovn med en meget, meget, MEGET rød næse og en alt for STOR hvid dragt og kryds for øjnene, og den her klovn ler en helt hysteriske latter, skinger, og så er det, at jeg tænker, at vi nok hellere må bestille landgangsbrød i stedet for kage, og måske nøjes med at invitere halvdelen af klassen, det skulle jo nødig gå hen og blive ALT for sjovt.