Louise Juhl

Februar er forbi, marts er ikke begyndt.
Der har været uro i opgangen i nat, det er dem ovenpå igen.
De elsker hinanden så højt, at de ikke ved, hvad de skal gøre af det, siger mor, “det er derfor.”

Jeg synes, at kærligheden lyder som en næve, der slår mod en radiator. Eller som en fod i krampe: umulig at holde i ro, umulig at bevæge.
Nu er der helt stille deroppe.

Mor siger, at det er sådan, det altid ender, med at det hele falder til ro.
Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er værst: at kærligheden lyder som en krampe, eller at den ender sådan. Med at falde til ro.