Louise Juhl

Kære Ö,

Jeg har tænkt over det, du sagde.Om sproget og afstanden mellem här och där. Om at række ud. Ikke for at nå, men for at forstå.

Jeg har søgt hjælp i bøgerne, hos poeterne. Når du siger, at jeg skal række ud, og jeg spørger dig: ”efter hvad?,” så siger Tranströmer:
” Det eneste jeg vil sige/ glimter uden for rækkevidde/ som sølvet/ hos pantelåneren”.

Sproget tier, når poesien taler. Eller også er det den anden vej rundt, at poesien taler, men kun når sproget tier.

Måske skal jeg slet ikke tale – “Tag och skriv,” skriver Ekelöf.
Om livet og de levende, om døden, om de døde, om at elske og hade om øst og vest, de to, der aldrig skal mødes og aldrig skilles, blot ane hinandens nærhed.
Ane hinanden, række ud, ikke for at nå, men for at forstå.
Er det mon dét, du mener?
Kanske.

I morges var jeg sikker, nu er jeg knap så sikker ser. Er tænderne de samme, er kaffen, er de tætte striber af sol?
Det eneste jeg ved er, at titlerne på bøgerne er de samme.
”Tag och skriv”

Jeg holder af det svenske, det er, som om det kan rumme, at der findes mening i ting, jeg ikke fatter.
På svensk tælles sekunderne, fra der trykkes på kontakten og indtil lyset tændes: ”Ett, två, tre, fyra”, og jeg aner en sammenhæng mellem lysets forsinkelse og bogens titel, mellem kaffen og gardinets fold.
En sammenhæng mellem det sagte og det sigende.

Åh du, alt det her giver slet ingen mening, men det giver så meget andet.

Alt godt.
L