Hest III (manen er et hav, jeg begraver mine hænder i)
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg ved godt, at det der med kærlighed, og det der med at elske, kun er for flæbepander og dagdrømmere, men alligevel, vi sidder og snakker om havet, at vi elsker havet, det vil sige, jeg elsker havet, og du elsker havet, vi er altså fælles om at elske havet, yay, og vi kigger ud på havet, men der er ikke noget hav, kun fire ens boligkarreér og en p-plads med et havebord i hvert hjørne, hverken blåt eller vådt, vi snakker om det, vi snakker om at være fælles om at elske noget, der ikke er, og vi snakker om, om man kan det, altså om man kan tale om kærlighed, når man ikke elsker noget, eller når det, man elsker, ikke er noget/nogen, og vi kigger på noget ikke-noget sammen, havet som ikke er, en fælles kærlighed til noget blåt vådt, der ikke findes, og det er ret fint, selvom det er, at det slet ikke er, selvom det kun findes som en kærlighed, vi er fælles om at savne et ophav til, måske.