Louise Juhl

Mor trækker mor fra.
Gardinet.
Hvis jeg ligger stille, forsvinder lydene, huller fylder sig selv. Vi må ikke tale om det, det vil sige, vi taler ikke om det, bare fordi eller ikke fordi, men bare.

Mor pakker mad, brød for sig og pålæg, ost især, mor elsker ost, den måde hun huler osten på, så hun til sidst kan skære kanterne af og spise dem i én bid. Huden på mors tommel skæller, den hælder svagt bagud, tomlen, jeg har spurgt hvorfor.
“Det er genetisk,” svarer mor, hvis vi var dyr, ville hun ikke overleve.
Jeg laver små lyde, fløjter indad, hiver luft ud af mit vejr. Jeg fortæller mor om det, om den her fløjten indeni, hun spørger, om jeg ikke skal have tøj på, siger, “nu har den her morgen varet længe nok.”