Louise Juhl

Det er ikke fordi, jeg ikke arbejder med tingene. Jeg øver mig hver dag. På at stå op, for eksempel, og kravle ind i kroppen, sætte ansigt på og sådan.
Da jeg var mindre, var det modsat, da var det det at gå i seng, der vakte kvaler. Min mor forsøgte sig med ritualer: Først børste tænder. Så nattøj. Så dynen over. Så synge Halfdan Rasmussen. Så… Jeg har altid været bange for det “så”, der afsluttede rækkefølgen. Så. Hvis-så. Eller: hvis ikke – så. Eller nåmen – så.
Min mor sang tit om elefanter, før jeg skulle sove. Især en sang, der begyndte: “Mon du bemærket har,” og som fortsatte: “hvad der på loftet var/ det var en kæmpe ting/ der cykled’ rundt omkring/ det var en elefant/ den var så elegant/ den havde en hale her/ og en endnu læng’re dér.”
Tungt univers, svært univers, ikke rotter, men elefanter, på loftet. Jeg vidste ikke meget om de dyr, om det var lyserøde elefanter eller den slags med alkohol. De gjorde i hvert fald et stort indtryk.
Jeg tror, at det der ramte mig i de sange var endeløsheden. Alle de her stakkels elefanter, alt for store til at cykle, på et trangt loft, der bare skulle cykle rundt og rundt og rundt og rundt og rundt, for ikke at få slagside og vælte. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg aldrig ville ende som en elefant, bundet til et endeløst refrain i en børnesang.
Når min mor begyndte at synge den sang, holdt jeg mig for ørene og overdøvede med et småhysterisk “La-la-la-la-la-la-la”, insisterende. Hun forstod det vist ikke, men det virkede: Hun holdt op med at synge den. Senere forsøgte hun sig så med: “En elefant kom marcherende”, men det var samme show, stakkels elefanter, der bare gik og gik og gik og lokkede flere og flere elefanter i fælden. Ind i “edderkoppens fiiiiine spind.” Et voldsomt billede, elefanter fanget i et edderkoppespind, (sikke en størrelse, den edderkop må have haft, sikke en mundfuld at sluge.)
Alle de her elefanter og deres umulige universer har aldrig rigtig sluppet mig. Jeg græder stadig, hver gang jeg ser en elefant, det er ikke løgn, det er blevet en refleks.
Jeg skrev engang et digt, det handler om sandslotte, men mest om elefanter, digtet er fra en lille poetisk film, jeg har lavet, der hedder “Om arktiske heste”:

“Sandslotte er ikke rigtige slotte, siger du
sandslotte har ingen rum og ingen senge, man kan sove i
og ingen udsigter at vågne op til.
Sandslotte er som elefanter, der balancerer på æg.
De er ikke elegante, de er slet, slet ikke elegante”

Jeg tror måske, det er det mest præcise billede, jeg nogensinde har tegnet af, hvad jeg øver mig på, hver dag når jeg står op.