Louise Juhl

Jeg halter bagefter, adopterer for langsomt informationsstrømmen. I stedet styrtbløder jeg til lyden af Neil Youngs “Old Man”, og læser “Insekter i farver. ” Det er en måde at håndtere verden på, eller: Det er en måde at være i verden på uden at håndtere den.
“Mariehøns har knæ,” siger jeg for mig selv, uden at lytter efter.

Jeg skal lære at dosere min ømhed. Det er ligesom med moderne krigsførelse, det handler om præcision, det handler om i videts muligt omfang at undgå uskyldige tab. Jeg er for upræcis, min kærlighed rammer i flæng.
Jeg ved ikke hvorfor, men det får mig til at tænke på Challenger ulykken, de 7 astronauter, der mistede livet. Christa McAuliffe, skolelærerinden, især. Jeg græd flere måneder efter at have set hende brænde op – Live på TV. En utilsigtet sorg, en upræcis.

Jeg er den yngste af tre. Min mor led af migræne og måtte tage piller for stofskiftet, jeg tænker tit, at hun havde haft rigeligt med to.