Louise Juhl

Lægen har handsker på. Han ser mig i øjnene, det vil sige: han lyser i mine pupiller. Det minder om noget.
Jeg spørger ham ikke om hvad, han har jo handsker på.
I latex og med pudder.

Jeg er ikke som sådan syg, jeg er bare ikke rask. – In between deaths, fristes jeg til at sige. Det har jeg ikke noget problem med, men mit ansigt er ubekvemt med situationen, og mine lægge gør ondt. Jeg ved, at det ikke er nok til at dø, men hvad skal jeg stille op i mellemtiden?

Lægens skæg er længere nedadtil end i siderne, det giver hans ansigt lidt tid at løbe på. Han spørger, om jeg er forsikret, jeg svarer ja, selvom jeg ved, at der ikke er dækning for min slags. Han rækker mig et glas piller, “mod håbløshed.” Det er vel en slags kompensation for ikke at have noget at tilbyde.

Så peger han mig ud i spejlet, “se!,” siger han.

Jeg smiler: “en hest.”