Louise Juhl

Da jeg første gang lå på hospitalet, fik jeg et tørklæde forærende af en medpatient. Benny, hed han. Han havde nervebetændelse, og ventede på at dø af aids. I mellemtiden strikkede han mig et tørklæde, jeg var tynd som et siv, og frøs altid – derfor. Tørklædet var alt for stort, det dækkede ikke kun min hals, men også halvdelen af mit ansigt. Det var sådan en fin gestus af ham, synes, lidt som om han forærede mig en flig af evigheden – rød, med hulmønster og i mohairuld. (Tænk at evigheden kan være så konkret?!)

Benny døde en måneds tid efter. Jeg kunne ikke få udgang til hans begravelse, så jeg bestilte en bårebuket over telefonen. Blomsterhandleren misforstod tilsyneladende min besked, i hvert fald blev blomsterne leveret til min sengestue. Jeg er sikker på, at Benny ville have grinet højt, men jeg græd i flere timer.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad der blev af tørklædet.