Louise Juhl

Vi taler med hinanden, men mest om. Børneelastikker for eksempel: findes sådan nogle egentlig? Og hvis ja, er de så mindre, mere eftergivende, mere holdbare?

Vi må ikke tælle ned, sådan er det. Det er ikke noget vi har besluttet, det virker bare forkert, som om noget så vil gå baglæns, gå i stå, i nul.
Så vi tæller frem eller hen imod. Fødselsdage, efteråret, næste standpunkt og sådan. Det er mærkeligt, hele tiden de her omveje, måske ikke mærkeligt, men. Besynderligt, ja.

Vi har to køddage, og så står den fisk eller grød, en sjælden gang gratin. Gratindagene er de værste dage, de lugter af kål og slatten mund. Der er ingen modstand i sådan en gratin, det hele glider gennem halsen og ned.
Vi er begge bange for den slags, dét uden modstand. Det er det værste, værre end gratin, ikke at have noget, der giver munden modstand.
Så har vi kun hinanden tilbage.
Det er både mere og mindre, end vi har lyst til.