Louise Juhl

Mine knæ forvirrer mig, så jeg stikker to fingre om bagerst i munden, rører ved drøblen, kaster op.
Det er en måde at skabe et hierarki på: kroppen, der adlyder mine reflekser.
Mon det samme vil gælde mine knæ, mine bryster?

*

Jeg huser et hjem, et dukkehjem med bittesmå ting.
Bittesmå lamper, bittesmå stole, bittesmå senge, bittesmå vinduer, bittesmå bittesmå.
Min krop er for stor, jeg kan ikke være i huset, jeg bukker mig og ser ind ad vinduerne.
Der er ikke noget at se.

*

Jeg er bange, lægen tester mine reflekser, den lille hammer mod mit knæ, benets egne veje.
“Det er det samme med min navle,” siger jeg: Alt det udover mig indeni mig, et dukkehjem. Jeg ved ikke om han forstår, lægen, jeg ved ikke, om der er noget at forstå.

*

Navlen og mine bryster, dukkerne, de er her stadig.
Der er ikke noget at se.

*