Louise Juhl

Det falder over mig (ude i skoven med hunden,) at angsten er et valg, eller netop ikke, at angsten vælger, hmm. I går var jeg til kontrol på sygehuset, de siger, at jeg skal have botox i mine fingre, lægerne, de siger, at det vil lamme mine nerver, så de slapper af og blodet kan passere uhindret. Jeg overvejer, om det er muligt at botoxe min hjerne, lamme mine nerver, lade angsten passere. Jeg husker, jeg engang legede “ånden i glasset”, glasset talte til mig, jeg talte til glasset, alt var spørgsmål, alt var svar, alt var muligt. Jeg tror, at det var der, jeg indså, at alt er langt mere skræmmende end intet, ikke fordi angsten er en ven, men fordi det, ikke at have noget at frygte, er værre?
Nu læser jeg BjørnRasmussens bog “Ming.” Et sted spørger bogens jeg sin far, om han kan høre hans stemme, og faren svarer ja, han kan høre stemmen, naboerne kan, folk på gaden kan høre den, “men jeg kan ikke høre min stemme,” skriver han, “jeg vil gerne hjem nu.” Det er dén afmagt, jeg næsten ikke kan bære, men som lige præcis er dén, der alligevel bærer mig gennem bogen: den her fuldstændige overgivelse, at elske nogen, der ikke er mere, der muligvis aldrig har været:
“åh lille far/skal jeg skrive det med tusch i dit ansigt/jeg elsker dig.”
Det er ikke historien om hønen og ægget, det er ikke det, jeg siger. Det jeg siger er, at uden ægget, var historien om hønen aldrig blevet fortalt. Ming er navnet på faren, Ming en forkortelse for flemming, Ming er det, der bliver tilbage, når hovedpersonen:
“stiger ind i en taxa og siger:/ nå men lille elskede far ville ik med/så det er bare forpulede mig”. Det er hønen OG ægget, scrambled, det er gulsot, guld, gud, det er kærligheden, når den HAR overvundet alt, og hvad så? Hvad stiller vi så op, uden modstanden, uden den elskede at kæmpe med:
“Det er underlige dage…./jeg stod op i håbet om at kyllingeminutnudlerne ku slukke for mig/ men jeg glemte at koge vandet/de var uspiselige/i dag gør kaffen sit indtog/snart får vi kloak/så kommer jeg op ad septiktanken helt færdig.”
Det er så grusomt, at det er smukt: Den største kærlighed er, at lade gå.