Louise Juhl

Jeg kan huske, at jeg elskede det sentimentale ved sange som “Timen er nær Tom Dooley” og “I en seng på hospitalet”, og jeg kan huske, at min sanglærer forbød mig at synge, fordi jeg sang for højt, sådan var det med med mig, for højt, for tæt, for meget, lidt ligesom de somre, der var så varme, at jeg påtog mig skylden og rendte rundt som en forvirret høne og vandede alle vejens haver, som en slags bod for tørken, og de aftner, hvor jeg holdt så kæft, at min far bemærkede det med et smil, så mine tænder snurrede af bare glæde, og der var dage, hvor jeg vågnede og havde glemt alt, som i ALT: hvad sko skulle gøre godt for – for eksempel – og jeg af mangel på svar skrev breve “til ingen”: om nattelarver ved Niagara Falls, det var vel en måde at være til på uden egentlig at være, jeg kan også huske, at jeg fik soleksem en vinter og feber, og at jeg i vildelse forestillede mig, at jeg var et firben, der tabte halen, og råbte “Jeg forsvinder, jeg forsvinder”, senere blev jeg i tvivl, måske var det derfor jeg holdt op med at spise, som skind så ben (hvis a så b), og der skulle gå mange år, før jeg indså, at det ikke var nogen trøst at finde – heller ikke i at hænge sammen, men at man kan leve uden, som et firben uden sin sin hale.

.