Louise Juhl

Og så tuder jeg lidt, fordi jeg læser en artikel om et for tidligt født barn, der imod alle odds ikke døde, (eller også døde det, men artiklen var så levende fortalt, at det ikke var til at forstå), eller måske fordi jeg har drukket to øl og et glas vin, jeg tuder i hvert fald, og siger ting, jeg ikke vil sige, men som bliver sande, fordi jeg alligevel siger dem, som for eksempel: “det klarer jeg”, og det gør jeg, jeg klarer det, selvom jeg ikke kan, og jeg er derfor nødt til at gå hjem og drikke to guldøl og et glas vin og tude, og det er jo ikke øllerne, der er problemet, heller ikke den artikel eller det faktum, at jeg tuder, faktisk tuder jeg alt for lidt, jeg har det med at blive fortvivlet i stedet for, fortvivlelse – sådan en helt usynlig tilstand af storm før stilhed, jeg har læst om det på nettet, om den fortvivlede tilstand, den har ikke noget med mig at gøre, hos mig er der ingen tvivl, what so ever, tværtimod – en fuldkommen overbevisning om ikke at slå til, nej endnu værre, at slå til, men på den helt forkerte måde, på det helt forkerte tidspunkt, og måske er det derfor, jeg tuder sådan over en artikel om et for tidligt født barn, fordi den handler om at komme til verden før verden er parat, og før man selv er, det forkerte tidspunkt og på det forkerte sted, det er cirka sådan, det er, hver eneste tidlige morgen.