Derfor tuder ugler:
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg har lyst til at dele en fabel, jeg engang fik fortalt af en ugle, mens jeg ventede hos lægen.
Uglen fortalte: “Der var engang en ildflue, der blev så træt af at flyve, at den lod være. I meget lang tid sad den helt, helt stille, fluen, mens nat blev til dag og til nat igen. Efter femten sådanne dage og femten sådanne nætter blev det igen dag, og fluen tænkte: “Det er vist blevet tid til at flyve igen”, og så fløj den.”
Jeg blev forbavset over, at fablen sluttede dér, så jeg kiggede på uglen, og spurgte: “Hvad skal det betyde?”
Uglen svarede: “Det betyder ikke en skid, men mens du hørte om fluen, der ikke ville flyve, er tiden gået og fluen fløjet og det er blevet din tur ved lægen, og sådan er der en mening med alting, også når der ikke er det”
Snip, snap snude – og så begyndte uglen at tude.