Louise Juhl

Da jeg var lille, havde jeg en genbo, K. Hun gik i bare fødder året rundt, også når der var sne. Hun vidste altid, hvornår jeg kom fra skole; så stillede hun sig på sin trappesten og vinkede, og jeg vinkede igen, og prøvede at komme i tanke om noget, jeg kunne finde på at sige, så jeg ikke skulle med hende indenfor. Men jeg kunne aldrig finde på noget, og når det kom til stykket, var det ok: Hendes boller smagte godt, hendes hund var sød og så kunne hun altid lide mig, hver dag, også når jeg var snottet eller ikke gad at lave lektier.
Der var bare det i vejen, at hun var “syg i hovedet,” det var i hvert fald det, min far sagde. Og det var da også rigtigt nok, at hun af og til snakkede meget, rigtig meget endda, ja faktisk så meget, at hendes sætninger kom ud på samme tid allesammen, oveni hinanden, så det lød som kluddermudder. Jeg forstod hende som regel, også selvom jeg ikke kunne høre, hvad det var, hun sagde, det var vist ikke så vigtigt alligevel.
Engang klippede hun mine fletninger af. Hun sagde, at de var blevet for lange til mit ansigt, og så klippede hun dem pludselig af – lige under hagen. “Så kan hår og hovede følges ad,” sagde hun. Jeg begyndte at græde, og så græd K også, og så stod vi der, begge to, og græd. “Man skal ikke græde over spildt mælk eller spildte fletninger,” sagde K, og så ku vi alligevel ikke lade være med at grine begge to.
Men K var syg i hovedet, og en dag holdt hun op med at snakke. Hun blev også helt tom i øjnene, og hendes ansigt forsvandt imellem hendes kinder. “Så, nu er den gal med K igen” sagde naboerne, og gik forbi hende uden at hilse, selvom hun stod på trappestenen i bare fødder og stirrede. Jeg prøvede at vinke til hende, men hun vinkede ikke tilbage, sådan som hun plejede, og min mor sagde noget med, at K ikke kunne få besøg lige for tiden. En dag stod hun heller ikke på trappestenen mere, og min mor fortalte, at hun var kommet på sygehuset, og at det nok var det bedste.
Mine hår groede ud, men K kom ikke hjem, jeg ved ikke, om hun fik det godt igen.