Louise Juhl

Jeg kan huske, at jeg sad i min farmors sofa og så i nyhederne, hvordan en lækket olietanker havde forurenet lange kyststrækninger. Og der var billeder af fugle, der hverken kunne flyve eller spise, og jeg kan huske, at jeg græd og græd, og at min mor forsøgte at trøste mig.
“Det er den slags ting, der sker,” sagde hun, og det var alt andet end en trøst, for hvordan skulle jeg kunne leve med, at ting bare sker, fordi det er det, de gør: Sker.
Bagefter læste jeg en masse om fugle, om deres fjerdragt og næb. Jeg kan huske, at jeg læste, at mange fugle hvert år dør, fordi mennesker smider deres tyggegummi fra sig. Hvordan fuglene spiser tyggegummiet, og hvordan den klistrede masse sætter sig fast i deres næb, så de til sidst dør af sult.
Og jeg kan huske, at jeg blev frygteligt flov, for det havde jeg også tit gjort – smidt tyggegummi fra mig. “Det er den slags ting, der sker.”
I dagevis gik jeg rundt og samlede nedtrådte tyggegummiklatter op fra fortovet, som en slags bod for dem, jeg selv havde smidt. Til sidst måtte min mor bede mig holde op, jeg kunne ikke redde hele verden,” sagde hun, og der er ikke noget at gøre ved det.” Hun tænkte vel også på de mange bakterier, jeg slæbte med hjem, og poserne med gamle tyggegummiklatter, der hobede sig op i min sengetøjs-skuffe.
Jeg ka stadig ikk rigtigt leve med, at ting sker, fordi de sker, og at der ikke er noget at gøre ved. Men jeg gør det. Lever, altså, og også med det.