Louise Juhl

Noget jeg kan huske er, at vi en sommer kørte til Paris i vores gammel udtjente volvo. Bare min far, min bror og mig. Bilen var over sidste salgsdato, og vi måtte standse hver time for fylde vand på køleren. En af gangene var ved en majsmark, og uden jeg ved hvorfor, gik jeg ind imellem de mandshøje planter og blev væk, vistnok mest fra mig selv. Jeg rendte længe rundt mellem majsene, til sidst blev jeg bange, satte mig på hug og bad til, at min far ville komme og finde mig.
Jeg kan huske, at jeg sad sådan og ventede. Længe. Han kom bare aldrig, min far.
Til sidst lykkedes det mig at finde bilen selv, og det eneste min far sagde, da jeg kom, var: “Det var du længe om.”
Så kørte vi, og jeg kan huske, at jeg brugte resten af den ferie på at tænke på, hvad der mon ville være sket, hvis jeg ikke havde fundet ud af den majsmark ved egen hjælp?
Så var der adventsmåneden, hvor min min far hørte Christmas Carols hele tiden. Han havde for vane at bænke familien til sofaen søndag aften, slukke alt lys, og kun lade adventskransen være tændt. Så sad vi der i næsten-mørke, og lyttede til engelske kor, højstemt og alvorligt. Jeg kan huske, at jeg hadede det som pesten, ikke på grund af musikken eller mørket, men på grund af den forsoning, det lagde op til, en slags sammenhold uden, at der var noget særligt at være sammen om.
En aften sad vi så længe, at et lys brændte ned i granet. Min far løb efter vand, og kastede det i panik tilfældigt omkring sig. Han ramte ikke bare lys og gran, men også kokostæppet, der var flere dage om at blive tørt. Det blev aldrig helt det samme, det langhårede tæppe, det blev lissom mere loddent, mere tungt efter den dag. Alligevel husker jeg øjeblikket som befriende: den pludselige panik og opbruddet bagefter, alt andet end den højstemte alvor.
Der var sjældent, vi var alene, min far og mig. En af de få gange var lige før min farmors begravelse. Min far talte som et vandfald, næsten manisk. Om hvordan min farmor havde meldt sig som formand for byens Konservative Kvinder, i protest over, at min farfar havde meldt hende ind i Venstres kvindeforening. Han fortalte også, at min farmor havde haft en landevejsridder boende i min farfars kontor – en hel vinter, uden at nogen vidste det af det, ikke engang min farfar. Og at hun ugens syv dage lavede mad til de fjorten mand, der arbejdede på min farfars mejeri: Stor morgenmad kl 5.00 og varm mad igen klokken tolv – altid med dessert. I flere timer fortalte han uden pause.
Det var den dag, jeg indså, at min far ikke bare var min far, men også en dreng, og at han, præcis som mig, håbede, at nogen ville lede, hvis han blev væk i en majsmark.