Louise Juhl

Min onkel blev født med sclerose. Det blev først opdaget i otteårsalderen, og sygdommen udviklede sig så langsomt, at han lærte at leve med, at han ikke kunne leve med det. Han nåede at se både Kina og Tanzania, mens han stadig kunne gå. Til sidst sad han i kørestol og oplevede kun virkeligheden på National Geographic Channel, i en beskyttet bolig lige der, hvor kongeåen skiller Danmark.
Han var en fin fyr, men sygdommen gjorde sit. Han havde tit svært ved at finde ord, og når han endelig fandt dem, var det som regel for sent. Jeg spurgte ham engang, om han nogensinde havde haft en kæreste, og jeg troede aldrig, at han ville svare, så længe varede det:”Ikke sådan rigtigt,”  svarede han. Jeg forstod ikke, hvad han mente, altså hvordan kunne man have en kæreste, uden at have det rigtigt? Måske var det ligesom med Galapagos og de Geographic Channel: lidt som at være der selv, og så alligevel slet ikke.
Han endte på et plejehjem sammen med min farmor. Til sidst kunne han ikke længere se fjernsyn, musklerne i øjnene ville ikke lystre, de flakkede febrilsk fra side til side, som om han forsøgte at holde fast i noget, der hele tiden undveg.
Jeg ved, at han senere omkom ved en rygeulykke, han var omkring halvtreds. På plejehjemmet sagde de, at han nok havde forsøgt at tænde en cigaret, men tabt tændstikken i skødet. Ilden tog efter sigende fat i et tæppe, han havde over sine ben. Det var ellers sommer og tredive grader varmt. Der er ingen, der har talt om det siden: at han brændte ud, bogstavelig talt. Og heller ikke nogen, der har nævnt, at min onkel ikke røg.