Louise Juhl

I weekenden læste jeg en artikel i Kristeligt Dagblad, skrevet af moren til en af de drenge, der stod bag massakren på Columbia high school. Hun havde valgt at skrive en bog, ikke for at undskylde eller tilgive sin søn, men for at forsøge at forstå, hvad hun havde overset blandt sin søns signaler i tiden op til tragedien.
Skyldtes det hele mangel på opmærksomhed, mistrivsel? Virkede han radikaliseret?
Noget, bare et eller andet, søgte hun at finde. Givetvis for at kunne rumme, hvad ingen kan rumme, som er, at nogen gange er (selv den dybeste) kærlighed ikke nok.
Og jeg blev helt vildt trist, fordi det virkede urimeligt, at tilfældet råder, at ting bare sker nogen gange, fordi de sker, at nogen gange kommer selv kærligheden til kort.
Og det er nogenlunde umuligt at sige hvor eller hvornår.
Jeg sad med avisen i mine forældres køkken og blev mut og opgivende, men så besluttede jeg mig alligevel for kærligheden og for at elske med spredehagl, velvidende, at jeg sikkert vil ramme forbi tusind gange, og at der selv da, ikke er nogen som helst garanti for at det går bedre gang nummer 1001.
Men der findes ikke noget alternativ til kærlighed, så derfor:

<3