Louise Juhl

Jeg var omkring de syv år, da jeg begyndte at blive bange for mig selv. Jeg kan huske, at jeg sad på terrassen i vores sommerhus og tænkte: Kan jeg gøre en flue fortræd?
Jeg nåede aldrig frem til et svar, men næste morgen lå der en død natsværmer i min vindueskarm. Jeg kan huske, at jeg skyndte mig at åbne vinduet og smide dyret ud, som om, det aldrig var sket.
Det var efter den oplevelse, at jeg blev bange: Jeg begyndte at flette mit hår så stramt, at det peb for mine ører, og hvis jeg løftede min arm, trak det i mine kæber, en slags akavet smil.
Ikke at det havde noget med insekterne at gøre, men alligevel, en slags sandhed eller konsekvens.