Louise Juhl

Min far lærte mig at vred, det var ikke noget, man var, men noget man følte sig.
“Om tusind år når du bliver gravet frem af en mødding, er det hud, hår, knogler, måske endda stumper af en negl, de finder. Men vrede, det finder de ikke,” grinede han. Så stod jeg dér og og rystede af arrigskab, uden egentlig at være det, det var jo bare følelse: “den slags går over”.
Med tiden lærte jeg at bide mig i tungen, hårdt, til det blødte. Min tandlæge bemærkede de mange sår, “du må lære at passe bedre på,” sagde han og rodede videre i min mund. Han vidste ikke, at det var min måde at passe på, at sikre, at min vrede engang ville blive gravet frem: En tunge på gled.