Louise Juhl

Jeg ved det, fordi jeg har læst den: min egen journal. Der står, at jeg ikke ville mere, at jeg var suicidal-truet, skrev de. Selv tror jeg, at jeg hellere end gerne ville, men at det, jeg ville, var noget andet end mig selv. Well. Det var i tiden lige omkring 11. september, jeg kan huske, at tårnene faldt, og alle talte om en tredje verdens krig. Jeg var hundesyg og kunne kun tænke på, at hvis jeg skulle dø, så ville jeg nå at spise dén flødebolle, som jeg havde nægtet mig selv i ni anorektiske år. Jeg kan huske, at jeg løb i Aldi, og købte en hel bakke flødeboller, fordi man ikke kunne købe dem stykvis, og at jeg, da jeg kom hjem, pakkede én af dem ud, og skyndte mig at smide de andre i affaldsskakten, så jeg ikke lod mig friste. Nok var verden ved at gå under, men én flødebolle måtte være nok (jeg var anorektiker om en hals). Jeg spiste flødebollen og verden bestod som bekendt. Jeg fortsatte med at sulte mig selv, blive stadigt mere ensom, fordi jeg var en fremmed for alle inklusiv mig selv. En eller anden dag, gad jeg ikke mere. Det var ikke sorg eller vrede eller smerte, sådan husker jeg det i hvert fald ikke, nej det var træthed. Jeg orkede ikke flere dage med 20 kilometer løb, 60 baner i en svømmehal, 20 armbøjninger i timen og en kost bestående af fiskeboller fra dåse og drikkeboullion. Det er selvfølgelig pissetragisk, men det, der er sjovt er, måden. Ikke piller eller hovedspring fra jernbanebro, ingen løkke om halsen. Nej, hvis det skulle være slut, skulle det være på den gode måde. Og jeg kom i tanke om, at en sygeplejerske på et havde tidspunkt fortalt mig, hvordan det var det rene gift for en undervægtig at bruge solarium. Det var noget med den pergamenttynde hud, tror jeg, måske også noget med væskebalancen, jeg er ikke sikker, og måske var sygeplejersken heller ikke sikker.
Uanset hvad, så endte jeg med at putte 40 tyvekroner i et solarium, og lagde mig derefter ind under rørene, for at dø af – og under- en kunstig varmelampe. Ultimativ niceness i 360 minutter, 6 stive timer. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig, men jeg holdt ud. Jeg døde selvfølgelig ikke, blev bare voldsom forbrændt og kløede flere måneder efter. I journalen står, at lægen har spurgt mig, hvordan jeg dog kunne gøre noget så dumt, og at jeg har svaret dem, at det var derfor, jeg gerne ville dø: Fordi jeg var dum nok til at gøre den slags.
Catch22.
Jeg kan forresten huske en af plejerne, han var sgu rar. Han tog en lille ghettoblaster med, når han havde vagt hos mig, så spillede han Suzi Quatro, og “Say, say say” med Paul McCartney og Michael Jackson og “Old Man” med Neil Young. Den dag jeg blev udskrevet, havde han en gave med til mig. Han bad mig om at pakke den ud, før vi skiltes. Det var en flødebolle, og selvom jeg ikke turde at spise den, er det stadig en af de fineste gaver, jeg har fået.