Louise Juhl

Jeg vidste nok ikke, hvordan jeg skulle sige det. Eller om jeg skulle.
Det var dengang med fysioterapeuten, ham der interesserede sig for tidsmaskiner og rejser i rummet. Køn fyr, og rolig for det meste. Han arbejde som personlig træner om aftenen (vældig personlig, viste det sig sidenhen), spillede World of Warcraft om natten, og sov om dagen. Det vil sige: når jeg kom hjem fra arbejde ved tre-tiden, passede det som regel med, at han vågnede. Så kaldte han på mig indefra soveværelset, og så vidste jeg, hvad klokken var slået. Nogen gange undlod jeg at reagere. Så kom han ind i sin slåbrok, tog min hånd: “Kom.”
Jeg ved ikke, om det var hans libido, der var stort eller min lyst, der var lille, i hvert fald var kombinationen uheldig, og jeg endte næsten altid med at ligge og stirre op i loftet bagefter. Tælle bjælkerne i loftet, udregne rummets omtrentlige areal, tælle de små blå fugle på tapetet. Jeg tror, at jeg tænkte, at det ville blive bedre med tiden, at jeg ville vænne mig til det, at “øvelse gør mester”
Men det blev ikke bedre, tværtimod. Han kaldte stadigt oftere, og jeg brugte tilsvarende mere tid på at finde ærinder udenfor huset. Det var anstrengende på den måde at være deltidshjemløs, og vildt akavet i forhold til kæresten, der lå derhjemme, stadigt mere frustreret.
Jeg var tynd og svært asketisk hvad angik mad, og kæresten overbeviste mig om, at min manglende lyst var en konsekvens af min sygdom, min afstandtagen til egne og andres behov. Han sagde også, at han aldrig tidligere havde oplevet problemer i den retning, og at det derfor måtte være mig, der var problemet. Han begyndte at tilbyde mig færdigkøbte madpandekager med bananskiver og nutella, som han varmede i ovnen. Han havde læst i et blad, der hvor han var trænede, at bananer skulle være befordrende for erotikken. Pandekager også, og chokolade.
Vi aftalte, at jeg skulle få en tid ved lægen: en kvinde i starten af fyrrerne. Møblerne i venteværelset var betrukket med koskind, og man kunne vælge mellem både kaffe, te, bouillon og cacao på, mens man ventede. Da det blev min tur, pegede hun på en stol overfor, og jeg satte mig. “Nå?,” sagde hun. Jeg sagde, at jeg ikke havde det så godt, og hun svarede, at det i sig selv vel ikke var nok til at opsøge en læge?
Så begyndte jeg. Hvordan jeg dagligt undgik at tage hjem, fordi jeg ikke orkede sex med min kæreste, at jeg var træt af, at han spildte nætterne på at spille computer og sove dagene væk, at jeg havde det svært med, at vores eneste kontakt var “klokken-tre-sex” på linje med englændernes “five-o-clock-tea” Lige så forudsigeligt, lige så kedeligt, lige så stift. Jeg fortalte hende, at min krop føltes som et hylster, et opholdsrum for min kærestes drifter, og at den handlede uafhængigt af “mig selv”, når vi var sammen. Jeg hørte mig selv fortælle, og kunne se, at hun lyttede. Hun lagde kuglepennen fra sig, og trykkede fingerspidserne mod hinanden. Hun smilede, da jeg fortalte, at jeg havde foreslået ham at “ordne det selv,” og at han havde svaret, at det var spild af kræfter, så længe han havde mig.
Så blev der stille, indtil lægen sagde: “og hvad forventer du, at jeg skal gøre.” Jeg blev helt paf, og svarede, at jeg ikke vidste, hvad jeg forventede, men at jeg var kommet, fordi jeg håbede, at hun kunne fortælle mig det. Så lagde hun hænderne på bordet, og lænede sig lidt frem. Sagde ting som “parforhold er kompromisets kunst”, “alle må bøje sig, for at få enderne til at mødes.”
“Tænk dog sådan her på det: At du lægger hus til.”
Så smilede hun, og rakte mig hånden: “jeg håber, at du kommer godt hjem”
Jeg kan huske, at jeg ikke tog hjem, men gik ned i byen og købte madpandekager og bananer. Derefter tog jeg hen på Folkeregisteret (det hed det dengang) i Knudrisgade, og ansøgte om at skifte læge. Jeg fandt også nummeret på en pige, Sandra, hun talte norsk og udlejede værelser på Bronzealdervænget. Og ja, der var et ledigt værelse, og ja, hun kunne godt komme forbi med kontrakt og nøgle – inden klokken tre.
Jeg listede ind, mens han sov, fysioterapeuten, pakkede mine ting, og skrev et brev til ham. Om at jeg havde lagt en pose madpandekager i køleskabet, han kunne lune i ovnen, og et par bananer i skålen i vindueskarmen.
“Jeg håber, de smager godt. Kh Louise”