Louise Juhl

Jeg har den her ven, der skriver til mig: “Jeg fatter ikke al den her melankoli. Du er slet ikke så tung, som du tror du er, jeg tror ikke på det, heheheh”
Jeg får kvælningsfornemmelser. Vreden sætter sig som en gråd i halsen. Jeg har hørt det før. Alt det med, at der er noget, der ikke stemmer, at jeg ikke stemmer, at jeg ikke går O.P. op. Da jeg gik i skole, var “problemet” det samme. Jeg var dygtig, mestrede de boglige fag, havde venner, var udadvendt. Alligevel traf jeg i sjette klasse en beslutning om, at jeg ville holde op med at tale. Det gjorde jeg så: tav i to hele uger, før jeg blev sendt til skolepsykolog: “Hvad der var galt, hvad jeg var ked af?” Så blev jeg bange, kunne ikke leve op til spørgsmålet. Der var jo ikke andet galt end…mig? Jeg var ikke ked af “noget”, jeg var bare ked af det. Jeg tav vel bare fordi jeg håbede, at nogen ville høre min tavshed? Da jeg efter kort tid fornemmede, at det ikke var sådan det foregik, at man tilsyneladende ikke kunne ophæve årsag-virkning-forklaringen, begyndte jeg igen at tale, slap for at gå til psykolog, dog uden at blive hørt i min tavshed.
Senere blev det så maden og i femten år nægtede jeg at spise. Hele verden forsøgte at forstå, hvad der var gået galt, inklusiv mig selv. Hvordan kunne en trettentalsstudent (ak ja, jeg er fra før karakterskalaen gik af lave;) uden varsel forvandle sig til en dysfunktionel svært spiseforstyrret kvinde? En overgang havde jeg en kæreste, der læste til skolepsykolog, han var mega smart, og vi havde da også kun mødtes en time, da han mente at have “gennemskuet” mig: Fundet en forklaring, der kunne passe i en kasse. Herligt, hvis ikke det var fordi hans forklaring var aldeles uden bund i virkeligheden.
Jeg tænker stadig over, hvordan jeg sådan kan uoverensstemme mig selv. Det vil sige: Tjuhej og spotlight, ud-i-verden og ild-i-røven. For så i næste sekund at gå tur med min hund i skoven, sparke til løvet, råbe “røvpik,” mens jeg tuder, og æde en hundekiks som straf (fordi de smager endnu værre en tudekiks.) Jeg ved ikke, om jeg finder en forklaring. Om der findes en. På mig. På os. Måske er det ikke alle veje, der fører til Rom? Måske er der bare flere byer, der lyder samme navn. Eller noget.