Louise Juhl

På arbejdet i dag kom jeg igen til at tale om det at være ni år. Det kom sig af min farmor, den lille, runde dame, med de helt utroligt store bryster og ligeså utrolig hvidt hår, altid i storblomstrede kjoler, og med samme snit uanset mønstret. De hævede ankler og fødder.
Jeg kan huske en sommer mine forældre og brødre tog til England. “Du er stadig for lille,” sagde min mor, og forsøgte at overbevise mig om mit held: “Så får du lov at være helt alene med farmor, det bliver sjovt.” Jeg følte mig nu lidt forladt, kan jeg huske, ikke fordi jeg ikke kunne lide min farmor, men fordi hun på en eller anden måde var en fremmed: Altid opslugt af ting, som at jævne sovs eller glasere en skinke, nærværende på en fraværende måde, måske..
Jeg fyldte ni år den sommer. Jeg husker det at være ni år som ret forfærdeligt. Alle de ting jeg gjorde, som ikke længere var søde eller kunne undskyldes med min alder. Nu var jeg mest i vejen, og mine små pudsige indfald, nærmest pinlige: “Det er du da for stor til!”
Den sommer var den samme sommer, som de første nyheder om AIDS slap ud. Jeg sad på gulvet i min farmors stue og så TV-avisen. En læge sagde noget om en mystiske epidemi, der havde bredt sig – “særligt blandt homoseksuelle.” Jeg kan huske, at jeg spurgte min farmor, om hun var homoseksuel, “nej,” svarede hun, “og du behøver ikke at tænke på den sygdom, den rammer ikke sådan nogen som os.” Jeg ville gerne vide, hvem “sådan nogen som os” var, men gjorde det ikke, noget sagde mig, at der var sagt, hvad der skulle siges. Min farmor gik ud for at jævne sovs, jeg låste mig inde på det lillebitte badeværelse ved siden af køkkenet. Her sad jeg så i timer og ledte efter lilla mærker på huden, de første tegn på AIDS, og tænkte over, om jeg mon var “sådan en som os”, eller en af dem, der skulle dø. Jeg var ni år, og alt for stor til at græde, men også alt for lille til at lade være. Det er sådan, jeg husker det niårige, at være forkert uanset hvordan og hvorfor. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker på den slags: at være ni år, at dø, min farmor, og det giver ingen mening, det er der så meget, der ikke gør.